Af en Samhosts Krønike. Bind I, side 2

Bag sneklædte bjergtoppe lå en dal. Det var en af den slags dale med grønne græsskråninger og klynger af valmuer og kaprifolier. Her var selvfølgelig også en rigtig borg med tårne og spir, fangekældre og hemmelige lønkamre. Rundt om i dalen lå små landsbyer og snesevis af gårde med vidtstrakte marker - og alle beboere gik rundt i sikker forvisning om, at denne grønne plet var det bedste sted i hele verden. Det havde det måske også været, hvis ikke dragen var kommet.

En gusten september morgen var folk blevet vækket af et voldsomt spektakel. Køer og får muede og mæede så voldsomt, at det var ganske uudholdeligt, Tømrerhans var sprunget op i kirketårnet og hev og flåede i klokkestrengen, så man skulle tro han aldrig havde bestilt andet hele sit liv og gamle Petra Pebermø gik op og ned ad Købmagerstræde og råbte, at nu gik verden under og at synderne skulle have deres straf.

Inden længe svirrede rygterne. Man sagde, at dragen var kommet tilbage for at lægge æg og at den havde forskanset sig i den største hule den kunne finde oppe i bjergene. Pludselig kunne folk i dalen huske historier fra gamle dage. Deres bedsteforældre havde fortalt om kæmpedrager, voldsomme kampe, hungersnød og død - og der blev ikke sparet på de udmalende beskrivelser, når de gamle historier igen blev bragt frem i dagens lys.