AF EN SAMHOSTS KRØNIKE
eller
Uddrag fra våbenbæreren af Den Fløjtende Gyngehests eventyrlige liv og levned. En herre med tilnavnet Tapre, æresridder af Den Lykkelige Dal, i landet hvor sommeren er lang, varm og solrig, og vinteren fuld af frostklar sne. Der hvor drager flokkes, ridderne er ædle, og kvinderne smukkere end morgenrøden. Hvor månen har nathue på, ryger pibe og gaber overbærende til sin storesøster, der sydende slukker sin varme glød i verdenshavets østlige ende for træt at forlade skuepladsen og gå til ro, dog aldrig førend hun har leget med sin store farvepalet på himmelbuen, givet skyerne guldrids og tegnet lange skygger og sorte silhouetter i elvernes, menneskenes, træernes og alle andre væseners rige.
Med andre ord, det sted der som oftest, og af de uvidende, kaldes fantasiens rige, men som vi andre blot betegner; lige på den anden side af virkeligheden...
"Når man ikke tror, så ved man" sagde åmanden og kikkede ulykkeligt på Samhost. Bag ham glitrede en tåre på Frostprinsessens kind. Den fortsatte ned på læben, hvor den blev hængende lidt inden den dryppede ned i græsset, hvor de stod.
Samhosts første møde med åmanden Stillegruhn har de fleste Samhostkendere ofte blot anset som udgangspunktet for udforskningen af Elverdyb og som anledning til den anden vandring. Med åbningen af arkiverne i Sneppekøbings domhus og adgangen til det store brevmateriale i krypten, er der dog heller ingen tvivl om, at nye sider af forholdet mellem Frostprinsensessen og Stillegruhn bliver åbenbaret. Stillegruhn nævner det selv i et brev til Véanea ca. et år efter deres første møde:
"Når længslen bliver et fængsel er det på tide at bryde ud. Det kan ikke skjules længere. - Du har forandret mit liv"
"Det spiller ingen rolle når man kan trolde" sagde Bhralrian og tyggede på en grankvist.
Stillegruhn og Samhost så på hinanden med opgivende mine. Når trolden var i det humør, kunne man ligeså godt først som sidst få det overstået.
Bhralrian lukkede øjnene et øjeblik, mumlede noget gutteralt på troldesprog og så et øjeblik ud som om hovedet var ved at eksplodere. Så begyndte stenen at spire.